»Et Huus midt paa Randers Gade«

Af JØRGEN HANSEN

Den ældste bygning i Randers, Paaskesønnernes Hus, blev opført af brødrene Peter og Niels Paaske i årene omkring 1460.

Forfatteren af middelalderens folkevise var imponeret:

De Paaskesønner lader bygge et Huus

midt paa Randers Gade,

jeg saae aldrig saa høit et Huus

i alle mit Livs Dage.

De Paaskesønner

forbygger alle Borge.

I dag kan man let overse byens ældste bygning, Paaskesønnernes Hus, lige nord for Rådhuset på adressen Rådhustorvet 7. I dag beskedent at se til, men ser man op, anes fordums storhed med den flotte kamgavl, der sikkert oprindeligt har ligget frit.

Resterne af forhus
Den bygning, vi ser i dag, er resten af det forhus, der i årene omkring 1460 blev opført af brødrene Peter og Niels Paaske, begge driftige købmand som deres far, Niels Paaske.

Hans skæbne blev krank, idet han under et skænderi med Lave Broch, ejeren af Gl. Estrup, blev slået ihjel.

Lave Broch, der efter sigende var et hidsigt gemyt, undslap på grund af sin sociale status galgen for sin udåd, men måtte bøde med knæfald, bøn - og en klækkelig sum penge til familien Paaske.

Pengene menes brugt til huset på Rådhustorvet, som har været ganske bekosteligt.

I hvert fald ved man, at ved den først kendte brandtaksering i 1761 var bygningen vurderet til 2130 Rbdl. Og det var ganske mange penge dengang!

Til gengæld var det en stor, flot bygning. Ikke så storladen, som folkeviseforfatteren overdrivende beskriver den, men dog med tre etager og hvælvede kældre og med et rigt gedigent interiør.

Forsiden Kontakt os